Drab for åben skærm
Hvorfor viser TV 2 drab for åben skærm i bedste sendetid? Kan man overhovedet tillade sig at offentliggøre optagelser af folk, der bliver henrettet? Spørgsmålet er aktualiseret i forbindelse med et indslag om den væbnede iranske modstandsbevægelse Jundallah, Guds Hær, som 19. oktober blev vist i TV 2|NYHEDERNE kl. 22.
En række seere reagerede umiddelbart efter udsendelsen med klager til seernes redaktør. Anders Blicher Dissing skrev således, at han ville klage over, at NYHEDERNE ”viste en video af to personer der bliver nakkeskudt, uden at advare om særligt skræmmende billeder!”
Under overskriften ”Respektløst indslag i TV2|NYHEDERNE” skrev Michael Johansen: ”I jeres indslag om terrorbombningen i Iran, viser I pludselig og uden nogen form for advarsler, 2-3 henrettelser af mennesker! I viser det som enhver anden action film og behandler det ligeså ligegyldigt i indslaget. Jeg finder det respektløst i særdeleshed overfor evt. pårørende (selvom de formentlig ikke nogensinde ser indslaget), men også overfor os seere! Hvordan kan I behandle så rå og voldsom en handling så ligegyldigt?”
Indslaget blev også kritiseret af Søren Pedersen fra Amager.
”Jeg sætter meget stor pris på jeres nyhedsformidling og jeres udsendelser, men der synes jeg, at I går over grænsen. Er det blevet ok at vise drab for åben skærm, bare fordi det foregår i Iran? Eller er der tale om en fejl. Jeg forstår godt, at I skal formidle nyhederne ud fra realiteterne - men der er ting, som man kan speake sig ud af - I ville vel heller ikke vise en islamisk gruppe i Irak skære hovedet af et gidsel fra Vesten, håber jeg”, skrev Søren Pedersen til seernes redaktør.
Andre seere ringede efter udsendelsen og klagede til TV 2|NYHEDERNEs redaktion, hvor den pågældende journalist straks redigerede en version uden de pågældende billeder til NEWS.
TV 2 beklager
TV 2|NYHEDERNES udlandschef, Jakob Vissing, har beklaget indslaget over for de pågældende seere. Efter hans vurdering var det ”en klar fejl”, at der ikke blev advaret mod de voldsomme billeder inden indslaget start, ligesom det efter hans opfattelse var en fejl, at billederne optrådte ”delvist ukommenteret”.
”Voldsomme billeder kan indgå i et nyhedsindslag, hvis de bruges som nødvendig dokumentation og indgår i en væsentlig sammenhæng. Men som indslaget var skruet sammen, var det en overtrædelse af Nyhedernes etiske principper i forhold til billedbrug”, skrev Jakob Vissing til de utilfredse seere.
Det er altså helt efter bogen. Ifølge TV 2|NYHEDERNEs etiske regler skal der advares mod voldsomme og stødende billeder – og hellere ”en gang for meget end en gang for lidt”.
Udgangspunktet for TV 2|NYHEDERNE er, at man ikke bringer billeder, ”der krænker folks værdighed - hverken ofrenes, de pårørendes eller seernes”, som det hedder i det etiske regelsæt.
Nødvendig dokumentation
Når det er sagt, så kan der være tilfælde, hvor det ikke kun er journalistisk relevant, men måske ligefrem nødvendigt – efter passende advarsler - at vise voldsomme og stødende optagelser som dokumentation, selv om de kan være ubehagelige for seerne. Nyheder på tv afspejler virkeligheden – også når det gælder krig, katastrofer, terror og ulykker.
TV 2|NYHEDERNE viste således i 1992 optagelser fra et irakisk børnehospital, hvor man så en døende, lille pige, som ikke kunne hjælpes, fordi sygehuset manglede en respirator. Indslaget viste ikke selve dødsøjeblikket, men kun før og efter. Alligevel klagede mange seere, fordi de mente at have set pigen dø for åben skærm.
Efter min opfattelse var der tale om journalistisk relevante optagelser, eftersom indslaget dokumenterede konsekvenserne af FNs sanktionspolitik i kombination med den irakiske præsident Saddam Husseins ryggesløshed.
Serbiske militsstyrkers massakre på en gruppe bosniske muslimer i Srebrenica det tidligere Jugoslavien i 1995 blev filmet af en video-fotograf, som satte sit liv på spil for at dokumentere forbrydelsen. En af de hovedtiltalte serbiske nationalister sagde senere i retten i Beograd, at hvis han havde vidst, at videoen ville blive brugt imod ham, ville han have skudt fotografen ”ligesom man skyder en kanin”, som han sagde.
TV 2|NYHEDERNE viste, blandt andet i forbindelse med retssagen i 2005, de pågældende optagelser, hvor man så tilfangetagne mænd blive ført til henrettelse af de serbiske militssoldater. Man så en bagbundet mand stå foran bevæbnede soldater, mens der lå lig bag ham. Selve drabet var klippet ud. Det var heller ikke nødvendigt at vise, som seer forstår man udmærket, hvad der skal til at ske.
TV 2|NYHEDERNE viste også optagelser af Saddam Hussein, da han blev henrettet i 2006. Både da han blev ført til galgen – og bagefter, da han var død. Selve hængningen blev ikke vist – det var heller ikke nødvendigt for at dokumentere historien over for danske seere.
Historiens ikoner
Selv om den type optagelser kan være voldsomme og ubehagelige, er de undertiden med til at ændre historiens gang. Ofrene på billederne bliver ikoner for den menneskelige lidelse.
Mange husker fotografen Nick Uts billede af den lille vietnamesiske pige Phan Thi Kim Phuc, som i 1972 blev ramt af napalm-bomber under et angreb på landsbyen Trang Bang uden for Saigon.
Amerikanske redaktører var i tvivl om, hvorvidt billedet kunne offentliggøres, blandt andet fordi pigen havde flået sit tøj af for at slippe for det brændende napalm. Alligevel valgte Associated Press at udsende det. Billedet chokerede mange avislæsere og tv-seere – ikke mindst i USA – og kom til at stå som symbol på en fejlslagen krig.
En sydvietnamesisk politi-generals henrettelse af en Vietcong-fange på åben gade i Saigon var også med til at ændre den amerikanske offentligheds syn på krigen – netop fordi øjeblikket blev dokumenteret af fotografen Eddie Adams.
For mange kom billedet til at stå som symbol på en umoralsk krig – også selv om generalen efter drabet forklarede Adams, at han skød fangen, fordi denne kort forinden havde myrdet en sydvietnamesisk oberst, dennes hustru og seks børn.
Det er i sådan en forbindelse vigtigt, at hele historien kommer frem – og ikke kun det chokerende billede.
Den franske tv-kanal France 2s optagelser af en palæstinensisk dreng, Mohammed Al Durrah, og hans far, som i september 2000 blev fanget i krydsild mellem israelske og palæstinensiske styrker kom også for mange til at stå som symbol for krigens meningsløshed.
TV 2|NYHEDERNE viste optagelserne, hvor man – angiveligt – så drengen dø, og det førte til store interne diskussioner, fordi vurderingen var, at man kunne have nøjedes med at vise situationen før og efter.
Der blev senere rejst tvivl om billederne, blandt andet med hensyn til om drengen blev dræbt af israelske eller palæstinensiske projektiler.
Efter min opfattelse var der dog tale om journalistisk relevant dokumentation af en stor international sag – selv om man af hensyn til seerne burde have redigeret selve dødsøjeblikket ud.
Mediernes nye rolle
TV 2|NYHEDERNE viste også optagelserne, da den 26-årige iranske kvinde Neda Agha Soltan blev dræbt under urolighederne i Teheran i juni i år. Det var – også selv om man ikke så selve dødsøjeblikket – meget ubehagelige billeder. Men efter min opfattelse også journalistisk nødvendige, eftersom de var med til at dokumentere, hvad der efter alt at dømme er et eksempel på det iranske styres brutale fremfærd over for civile borgere.
Netop den type optagelser – som stammer fra nye sociale netværk som Twitter og Facebook – er med til at understrege mediernes nye rolle. De gamle massemedier er i det 21. århundrede ikke længere ”gate-keepere”, altså journalistiske ledvogtere, for, hvilke nyheder, der skal bringes ud i offentligheden.
Historierne ligger allerede på nettet, inden medierne kan nå at vurdere deres indhold.
24 timers nyhedsdækning er endnu en udfordring. Mange gange kan medierne rapportere fra sidelinjen, mens billederne ruller ind live – sådan som det for eksempel skete ved terrorangrebet på World Trade Centre i New York 11. september 2001, hvor hjælpeløse stakler sprang ud af vinduerne, efter at de to passagerfly var fløjet ind i de 417 meter høje bygninger.
Tilsvarende med gidseldramaet i Beslan i 2004, hvor tv-stationerne heller ikke havde fuldt overblik over, hvad der kom ind af billedmateriale.
Medierne kan vælge, om de vil sende direkte eller lade være – men det er ikke muligt at advare seerne, for begivenhederne sker her og nu, hvis man beslutter sig for at gå ”live on air”. Selve udlægningen af materialet - hvad er det vi ser på de billeder, som kommer ind i en lind strøm - bliver derfor en del af den journalistiske dækning ved livesendinger.
Det var ikke tilfældet i forbindelse med indslaget om den iranske terrorbombning forleden. Her var der tale om et redigeret indslag, hvor man havde tid til at vurdere materialet, og derfor var det efter min opfattelse også korrekt af TV 2|NYHEDERNE at undskylde den manglende advarsel til seerne samt det forhold, at billederne af Jundallah-oprørernes henrettelse af to soldater blev bragt ”delvist ukommenteret”.
Efter min opfattelse kan man behandle alle emner journalistisk – det afgørende er, hvordan man gør det. Hvis man vil bringe meget voldsomme og ubehagelige billeder, skal man som journalist – og tv-station - forklare, hvorfor man synes, det er relevant. Optagelserne skal efter min mening være unikke og tjene som dokumentation, og de bør ikke efterfølgende køre i dagevis som såkaldt ”billedtapet”.
LARS BENNIKE, 23.10.2009