En stor hånd til "Susan K"

Hører personer, der er sigtet eller dømt for kriminalitet, naturligt hjemme som populære midtpunkter i tv’s underholdningsprogrammer? Helt sikkert, hvis man spørger nogle af TV 2s – og i øvrigt også DRs – redaktører, som de senere år har stået bag en perlerække af udsendelser, hvor kriminelle med godt humør og på en festlig facon øser ud af deres erfaringer. Både voldsmænd og andre kriminelle bliver med jævne mellemrum inviteret i studiet i bedste sendetid – til stor begejstring for publikum.

Seneste eksempel kom i premieren på Cecilie Frøkjærs nye talkshow ”Den nøgne sandhed” på TV 2 fredag den 8. januar kl. 20.

”Nu skal vi møde en kvinde, der virkelig har temperament”, lød det fra Cecilie Frøkjær, mens reality-stjernen ”Susan K” – i det civile liv såvel som i politirapporten kendt som Susan Kirstine Nielsen – til publikums taktfaste klapsalver spadserede ind i studiet.

Netop løsladt fra varetægtsfængslet i Århus, hvor hun har tilbragt både Jul og Nytår, efter at hun ifølge politiets voldssigtelse overfaldt en 20-årig garderobedame på diskotek Social Club. Garderobedamen blev ramt i panden med et ølglas, og efterfølgende syet med seks sting på sygehuset. Et groft og tilsyneladende umotiveret overfald. Susan K. Nielsen er endvidere ifølge flere medier sigtet for at have truet et vidne. Susan K. Nielsen nægter selv sigtelserne, idet hun blandt andet har forklaret, at det ikke var meningen, at ølglasset skulle ramme garderobedamen. Varetægtsfængslingen blev stadfæstet af Vestre Landsret.

Jubel i studiet

Man kan spekulere over, hvad der mon var Susan K. Nielsens adgangsbillet til at skulle optræde i programmet. Efter at være placeret ved bordet med de øvrige gæster indledte hun nemlig med at fastslå, at hun ikke må udtale sig om sin voldssag, hvilket for så vidt gør hendes deltagelse i showet endnu mere besynderlig.

Susan K. Nielsen forklarede dog alligevel, at hun er typen, der ”tænker på andre før mig selv”, idet hun tilføjede, at hun ikke vidste, at hun havde ramt garderobedamen ”før næste dag, da jeg sad på politistationen.” I udsendelsen fik vi også at vide, at hun var beruset den pågældende aften.

For den 20-årige garderobedame, der blev skamferet i ansigtet ved overfaldet, må det unægtelig føles temmelig krænkende at se Susan K. Nielsen modtaget med jubel i studiet, hvor hun – til klapsalver og latter fra bænkerækkerne – indviede seerne i, at kvinder er ”kamphysteriske”.

”Jeg finder mig ikke i noget, og det gør jeg generelt ikke”, erklærede den netop løsladte model og reality-stjerne til publikums klapsalver, idet hun dog tilføjede, at hun nok var ”gået over stregen” denne gang. Det kan man kalde en underdrivelse.

Kritik fra seere

Flere seere har over for TV 2 og seernes redaktør kritiseret Susan K. Nielsens deltagelse i programmet.

En seer spørger således ”hvordan f… kan I hylde den slags med god samvittighed”, mens en anden seer, Susanne Thiemer Rasmussen – som ellers havde set frem til programmet – valgte at skifte kanal.

”Jeg mener, det er uetisk og rigtig dårlig stil at invitere en person, der er sigtet for vold, i et underholdningsprogram. Jeg ønsker bestemt ikke at lade mig underholde på den måde”, skriver hun.

Andre seere ligger på samme linje:

”At invitere Susan K ind til small talk, efter hun har smidt et tungt glas i hovedet på en uskyldig pige, der nu har fået et ar i ansigtet, og fortsat er sygemeldt med svær hjernerystelse, er HELT usmageligt - og knap nok TV3 værdigt. Cecilie Frøkjær tillod ikke kritik af den voldelige opførsel, hvor kun Anders Breinholt var anstændig nok til at vise sin foragt - men ikke fik lov eller støtte”, skriver en seer, som tilføjer, at det efter hans opfattelse var synd for det stakkels offer.

”Men det er TV 2 - og Cecilie? - ligeglade med”, skriver han.

Ikke første gang

Det er som nævnt ikke første gang, at voldsdømte og andre kriminelle sætter sig til rette hos underholdningsværter i bedste sendetid – heller ikke på TV 2.
Et nyligt eksempel kom således i november, da den tidligere OB-målmand Arek Onyszko – umiddelbart efter at have afsonet en dom for hustruvold – blev inviteret i studiet hos Casper Christensen i ”Aloha”. Ud over dommen var han inviteret ind for at tale om sin nye bog, hvor han fremsætter en række skarpe udtalelser mod bøsser.

Selv om der også her var jubel i studiet – blandt andet da Onyszko fortalte om, hvor skønt det var at komme af med fodlænken efter endt afsoning – slap Casper Christensen bedre fra sit interview end Cecilie Frøkjær gjorde med sit. Det skyldes måske, at han tog opgaven mere alvorligt – og greb interviewet kritisk an. Han lagde også flere gange en dæmper på publikums udbrud.

Etisk glidebane

Man kan spørge, om ikke også lovovertrædere, og folk, der er sigtet i voldssager, har ret til at ytre sig. Og det har de selvfølgelig – men efter min opfattelse kræver det et solidt journalistisk modspil. Det skete for eksempel ikke i ”Den nøgne sandhed”.

Man skal under alle omstændigheder være klar over, at man bevæger sig ud på en etisk glidebane, fordi det ofte lykkes for interview-personen at komme til at fremstå i et mere positivt lys og på den måde bagatellisere sin kriminalitet. En idrætspsykolog konstaterede da også i TV 2s sportsnyheder dagen efter Onyszkos besøg hos Casper Christensen, at det var lykkedes for målmanden at ”fremstå mere sympatisk”. Det kan være krænkende i forhold til de ofre, som voldsmænd og –kvinder efterlader i deres kølvand.

Det kan også være i strid med de vejledende regler for god presseskik, som TV 2 er forpligtet til at efterleve. Her hedder det nemlig, at ”ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn”.

Det vil til enhver tid komme an på en konkret bedømmelse, om der er tale om overtrædelse af de presseetiske regler. Men man kan med god ret sætte spørgsmålstegn ved, om der vises et sådant nødvendigt hensyn, når Susan K. Nielsen får lov at nyde publikums klapsalver i ”Den nøgne sandhed” på baggrund af en gemen voldssag.

Hvis jeg skal skære det ud i pap – og det skal man jo nogle gange – så synes jeg ikke det er nogen voldsomt god ide med voldssigtede og kriminelle som gæster i journalistiske underholdningsprogrammer. Der kan selvfølgelig være undtagelser, men grænsen er hårfin og svær at balancere på. Og det kræver en skarp interviewer, som formår at veksle mellem morskab og alvor.

I dette tilfælde må redaktøren på forhånd have vidst, at Susan K. Nielsen ikke ville svare på detaljerede, kritiske spørgsmål om voldssagen, så det kommer nemt til at ligne ren spekulation i seertal fra TV 2s side. Det er ikke klædeligt.
Til gengæld er det udtryk for en postmoderne medievirkelighed, hvor der ikke længere er forskel på godt og ondt. I hvert fald ikke så længe seerne synes om det.

Som Cecilie Frøkjær sagde som afslutning på gæstens besøg i ”Den nøgne sandhed”: ”Gi’ en stor hånd til Susan K!”

LARS BENNIKE, 11.01.2010