Fejl og rettelser
Lærerne blev lockoutet
Go´morgen Danmarks vært Mikkel Kryger kom i et indslag 8. februar 2015 - ved en fejl - til at benævne lærer-lockouten som en "lærerstrejke". Vært Mikkel Kryger og redaktionen bag Go´morgen Danmark - i øvrigt Danmarks mest sete morgen aktualitetsprogram - er naturligvis helt bekendt med, at der i 2013 var tale om en langvarig lockout af lærerne - hvilket også er blevet behandlet i utallige indslag med de forskellige parter - både den gang og løbende siden. TV 2 og Go´morgen Danmark beklager fortalelsen.
Kun navnet var fiktivt
TV 2 skrev 23. januar 2015 i artiklen ”Har du også følt med 'lille Sofie' på Facebook: Hun kom faktisk med til fødselsdagen”, at en blog om pigen Sofie, som forældre ikke ville have med til børnefødselsdag, var et ”tænkt” eksempel. TV 2 skal i den forbindelse præcisere, at navnet på pigen i historien var fiktivt, men at selve episoden har fundet sted. Pigen kom dog i sidste ende med til fødselsdagen. TV 2 beklager fejlen.
Der er faktisk to Lyngby vaser
I et indslag i "Go' morgen Danmark" fredag d. 5. december 2014 siger Louise Dorph-Petersen om ét af julens gavehit, Lyngby vasen, at kun den ægte vase har et bestemt mærke under bunden. Dette præciserer "Go' morgen Danmark": To firmaer har i dag retten til at producere den originale Lyngby vase. Det ene er Porcelænsfabrikken Danmark - Lyngby Porcelæn (ejet af Karakter Cph). Firmaet Hilfling Design har ligeledes ret til at producere den oprindelige vase, og den sælges under navnet Lyngby by Hilfling Design. Lyngby vasen blev oprindeligt designet i 1936 af Porcelænsfabrikken Danmark i Lyngby og produceret frem til 1969. Vaserne fra begge firmaer forhandles hos bl.a. Illums Bolighus. TV 2 beklager fejlen.
Åbenrå sænkede faktisk taksten
I Nyhederne 12. august 2014 nævnte man Åbenrå Kommune som en af de kommuner, der gør skolefritidsordningen dyrere, selv om børnenes mulighed for at bruge fritidsordningen begrænses med folkeskolereformen. Det var forkert, Åbenrå sænker faktisk taksten lidt. TV 2 beklager fejlen.
Fejl i indslag om 'tys-tys kilde'
Det var ikke korrekt, da TV 2 Nyhederne 13. juni 2014 betegnede den såkaldte ’tys-tys kilde’ hos Se og Hør som ansat hos NETS. ’Tys-tys kilden’ arbejdede som konsulent for NETS, men var ansat hos IBM.
Fejl i indslag om skattesagen
25. september 2013 oplyste TV 2 i 19-Nyhederne, at Peter Arnfeldt er "én af en række fremtrædende personer fra Venstre, der angiveligt mistænkeliggøres af det anonyme brev", og at han er "anklaget for at have påvirket statsministerens mands skattesag". Det er ikke korrekt. Peter Arnfeldt var ikke en del af Venstres ledelse, men ansat som særlig rådgiver i Skatteministeriet under Venstre-ministeren Troels Lund Poulsen. Han er sigtet for at have lækket skatteafgørelsen til BT - men TV 2 har ikke belæg for at sige, at det anonyme brev skulle mistænkeliggøre ham yderligere. Nyhederne beklager fejlen.
'Kulturen på NEWS' retter
2. maj 2013 fortalte 'Kulturen på News', at kvaliteten af en videooptagelse af den formodede gerningsmand til antændelsen af branden på Frihedsmuseet natten til søndag var så ringe, at optagelsen ikke kunne bruges til at identificere gerningsmanden.
Fejl i indslag om Rigshospitalets kollegium
Thomas Ehlers, der er formand for Rigshospitalets Kollegium, har klaget over et indslag om optagelseskravene til kollegiet i NYHEDERNE 7. september 2012. I klagen anfører han, at det efter hans opfattelse ikke er korrekt, når TV2 oplyser at Rigshospitalets Kollegium foretager videoauditions i forbindelse med optagelse af studerende til jeres kollegium. Ifølge redaktionschef Henriette Marienlund har TV 2 udtrykt sig upræcist i oplægget til indslaget, hvor studieværten sagde: ”Unge studerende må leve op til helt usædvanlige krav for at få et kollegieværelse. For eksempel kræver et københavnsk kollegium, at ansøgeren aflægger en videoaudition, som vi ser her”. Der er tale om en stramning, som ikke flugter med det, som blev fortalt i selve indslaget. Her fremgik det, at: ”Det er ansøgningsudvalget, der suverænt bestemmer, hvem der kan få et værelse. Udvalget består af studerende, og formanden ser intet forkert i, at de studerende blandt andet indsender videoer for at komme i betragtning”. Dette er den korrekte fremstilling, og vi beklager, at vi var upræcise i oplægget, skriver Henriette Marienlund i sit svar til Thomas Ehlers.
Fejl i artikel om Ventegodts dom
Det fremgik 31. maj af en artikel på nyhederne.tv2.dk, at lægen Søren Ventegodt var blevet frakendt enhver ret til at have med syge mennesker at gøre indtil videre.
Compenius-orglet er landets ældste
I forbindelse med TV 2s transmission fra prinsesse Athenas dåb 20. maj 2012 blev det flere gange oplyst, at orglet i Møgeltønder kirke er Danmarks ældste. Det er ikke korrekt.
Det var ikke drugrape
Det var ikke – som angivet i en overskrift i Go’ aften Danmark 15. maj 2012 - ”drugrape”, men muligvis røveri, da en kvindelig radiovært i 2009 og 2010 ifølge anklageskriftet bedøvede to mænd og frarøvede dem i alt 40.000 kr.
Det forkerte hus
30. april viste 19-NYHEDERNE et indslag om Roskilde Bank, og bankdirektør Niels Valentins millionvilla. Ved en fejl viste vi billeder af det forkerte hus, nemlig den villa bankens tidligere bestyrelsesformand bor i, og ikke Niels Valentins. Vi beklager.
Tandlæges hævnakt var en and
En historie om en kvindelig polsk tandlæge, der risikerede tre års fængsel for en grum hævnakt mod sin ekskæreste, har floreret i medier verden over.