Dansen om den hellige kildebeskyttelse
TV 2|NYHEDERNE har de seneste uger været centrum for en hidsig debat om journalisters ret til at beskytte deres kilder. Debatten foregår især i mediekredse, men har principiel interesse for seere, læsere og lyttere, eftersom det er i deres interesse, at et medie er i stand til at indsamle ellers fortrolige, men samfundsrelevante informationer. Det er ikke alt, der har været lige kønt, men spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre i en sag, hvor et medie selv er part i historien.
Det var nyhederne.tv2.dk og TV 2|NEWS, som 27. april 2007 bragte nyheden om, at regeringen havde besluttet at sende Jægerkorpset til Irak. Nyheden blev i første omgang bragt som telegram kl. 21.21 på nettet og kort nyt på NEWS kl. 21.30, hvor det blev oplyst, at Udenrigspolitisk Nævn ifølge oplysninger til TV 2 tidligere på dagen var informeret om sagen. Mødet i Udenrigspolitisk Nævn fandt sted om formiddagen.
Hvis det skulle være korrekt – sådan som blandt andet Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden påstår – at medarbejdere fra TV 2|NYHEDERNE har fortalt vidt og bredt om, hvem de mente var kilde til oplysningen om, at regeringen i 2007 ville sende Jægerkorpset til Irak, så har TV 2 et problem.
Foreløbig er det kun TV 2s mangeårige politiske reporter Kaare R. Skou, som offentligt har erklæret, at kilden efter hans opfattelse stammer fra Forsvarsministeriet, men ifølge Tøger Seidenfaden har også andre fremtrædende TV 2-medarbejdere talt over sig, blandt andet over for ham selv. Hvis det er sandt, er det mildt sagt ikke heldigt. TV 2 bør naturligvis beskytte sine kilder i henhold til Retsplejelovens § 172 – sådan som det i øvrigt også fremgår af stationens journalistisk etiske retningslinjer.
Gradbøjning af kildebeskyttelsen
Flere journalister har de seneste dage forsøgt at genfortolke reglerne om kildebeskyttelse. Ikke kun offentligt, men også i henvendelser blandt andet til undertegnede. Den lovfæstede beskyttelse af journalisters kilder bør i disse kollegers udlægning dybest set kun gælde for oppositionspolitikere og embedsmænd, som er kritiske over for regeringen – altså såkaldte whistleblowers. Til gengæld bør man efter deres opfattelse lidt skarpt fortolket afsløre sin kilde, hvis vedkommende for eksempel kan mistænkes for at forsøge at få sin minister eller regeringen til at fremstå handlekraftig.
Journalist og tidligere TV 2-formand Lone Kühlmann skrev således i Information 4. februar, at ”rygmarvsreaktionen hos enhver ansvarlig journalist er, at man ikke kan gradbøje kildebeskyttelse”.
Men – tilføjede hun - ”kildebeskyttelsen handler om at beskytte befolkningen mod magtmisbrug. Ikke om at beskytte magtmisbrugere mod befolkningen.”
Tøger Seidenfaden var i Presselogen på TV 2|NEWS inde på samme problemstilling, og i Politiken 7. februar skrev fagbladet Journalistens tidligere chefredaktør Jakob Elkjær, at pressen er nødt til at diskutere, om kildebeskyttelsen skal være en ”blankocheck”.
”På Christiansborg flyder oplysninger næsten frit mellem journalister, spindoktorer og politikere i et fortroligt rum. Ved rutinemæssigt at tildele spindoktorer kildebeskyttelse, inviterer vi til plantning af løgne og taktiske halve sandheder. Dermed kompromitterer vi os selv”, skrev Jakob Elkjær i Politiken.
Det var ud fra samme ræsonnement, at den britiske avis ”The Independent” i midten af 1980erne besluttede, at man ikke ville deltage i baggrundsbriefinger med ministre eller deres talsmænd - med mindre udtalelserne var ”on the record”, altså til citat. Et ædelt og heroisk forsøg på at bryde pressens og det politiske systems loge-agtige indspisthed. Forsøget holdt ikke så længe. Independent blev ikke inviteret med til fortrolige briefinger, og var derfor i nogen udstrækning henvist til at citere andre medier, når det gjaldt inside-viden om, hvad der foregik i Thatchers cirkler. Det var ikke holdbart over for læserne.
Jeg mener ikke, at man kan gradbøje kildebeskyttelsen. Hvis man som journalist har lovet en kilde fortrolighed – så gælder løftet, også selv om man efter offentliggørelsen af historien måtte opdage, at man var ”spændt for en vogn”, som det hedder i den journalistiske jargon. Det må man så – med røde øren - fortælle sine seere, lyttere eller læsere. Men stadig uden at afsløre sin kilde. Det er mediet – og ikke kilden – der beslutter, om en historie skal bringes. Ansvaret ligger hos mediet.
Vigtige faktuelle oplysninger
I TV 2-sagen forekommer det mig imidlertid ikke at være så enkelt, at der kun kan være tale om magtmisbrug.
Kildens formål kan – hvis vedkommende altså som hævdet af flere er fra enten Forsvarsministeriet eller et af regeringspartierne - have været at få Søren Gade til at fremstå som en stærk mand.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at TV 2s seere også udlagde oplysningen på den måde. Mange opfattede i foråret 2007 beslutningen om at indsætte Jægerkorpset som en erkendelse af, at forholdene i Irak langt fra var så sikre, som USA og den danske regering lod forstå.
Det reelle billede – som man også kunne se det i Rasmus Tantholdts interview med den danske forsvarsminister, da han lå i dækning under et bord i forbindelse med et bombardement mod danske Camp Einherjer i Basra – var lige så vel, at oprørerne bød de allierede styrker trods. Set med de briller bidrog beslutningen om at sende jægersoldater af sted ikke nødvendigvis til at stille den danske regering i noget rosenrødt lys.
Men det var efter min opfattelse en væsentlig faktuel oplysning, som seerne havde ret til at få, eftersom den handlede om vilkårene for den danske militære deltagelse i krigen i Irak. Der var tale om ”korrekt og hurtig information”, som det hedder i de presseetiske regler.
TV 2s dobbeltrolle
Med lækagesagen er TV 2|NYHEDERNE havnet i en vanskelig dobbeltrolle. Det er vanskeligt at dække en sag, som det pågældende medie selv er part i. En tilbageholdenhed, som også er blevet bemærket af nogle af seerne.
En seer skriver således 3. februar til seernes redaktør:
”Jeg bliver nødt til at udtrykke min store forundring over jeres nyhedsdækning på TV2. Ingen dækning overhovedet af sagen om Forsvarsministeriet!! Mig bekendt har TV2 fået tilført statslige penge og må derfor også have en vis forpligtigelse over for befolkningen. Hvor er ytringsfriheden? Har man indført berufsverbot på kanalen?”.
En anden seer spørger, om personalepolitik på TV 2 er ”dikteret af VKO, siden Kaare R. Skou skal hjemsendes?”
”Man kan undres, at man ikke beholder ham på jobbet, da sagen om lækken i Forsvarsministeriet kan vise sig som regeringens Waterloo, da det ser ud til, de dækker over, hvad der er sket. Først begrænser de spørgetiden i Folketinget, så får de sendt Kaare R. Skou hjem, hvad bliver det næste, måske TV 2 skulle få et nyt navn til T VKO”, skriver den pågældende vittigt til seernes redaktør.
Men nej – TV 2 har mig bekendt ikke indført berufsverbot, og det er, så vidt jeg ved, ikke VKO, der dikterer personalepolitikken.
Ikke den ideelle verden
Og væsentlige nye elementer i sagen bliver faktisk dækket. For eksempel bragte NYHEDERNE og NEWS i den forløbne uge indslag om krydsforhøret af forsvarsminister Søren Gade i Folketinget. Efter indslaget i NYHEDERNE var det Ekstra Bladets Hans Engell og ikke en af TV 2s egne kommentatorer, der blev interviewet om sagen. Tilsvarende er det også analytikere uden for TV 2, som har kommenteret sagen på TV 2|NEWS.
Det er ikke den ideelle verden, men det kan nok ikke være anderledes, når TV 2 af principielle årsager står fast på kildebeskyttelsen.
Det er naturligvis helt legitimt for TV 2s konkurrenter at forsøge at finde ud af, hvem der stod bag afsløringen. Sagen har helt klart samfundsrelevans, og den kan få store politiske konsekvenser.
Mit håb er i den forbindelse blot, at TV 2 og NYHEDERNEs medarbejdere – af principielle årsager - står fast på at beskytte kilden.
LARS BENNIKE, 08.02.2010