4. april 2011

Dildoer, bandeord og store bryster til morgenkaffen

Dildoer, bandeord og store bryster til morgenkaffen

Er det i orden, når TV 2s ’Go' morgen Danmark’ forsøger at udfordre sine seere med indslag om ”dildoer og babser” - eller er det for skrap kost til morgenkaffen? Spørgsmålet er aktuelt, efter at seernes redaktør gennem de seneste måneder har modtaget en lind strøm af kritik over indslag om sexlegetøj, påklædning af lolita-dukker, fjolleri i studiet og lidt for frisk sprogbrug. Emner, som også omtales i seernes redaktørs seneste beretning til TV 2s bestyrelse.

’Go’ morgen Danmark’ fylder med fire en halv time dagligt (inklusive genudsendelse) ikke kun meget i TV 2s sendeflade, men også i mange seeres bevidsthed.

En seer beklager sig 22. marts over, hvad hun opfatter som en ændring i ’Go’ morgen Danmarks’ redaktionelle linje.

”Jeg synes, at udsendelserne den sidste måneds tid har omhandlet sex og sex-relaterede emner alt for meget, sendetiden taget i betragtning. Jeg er hverken gammel, sur eller sippet, men der er rigtigt mange børn, der ser tv i jeres sendetid. Synes I skal tænke over det”, skriver hun.

En anden seer har ”altid været glad for blandingen af oplysning, underholdning og lidt sjov”. På det seneste mener hun imidlertid, at kvaliteten har nået bunden.

”De seriøse og oplysende indslag, der trods alt stadig er, bliver færre og færre, og når de endelig er der, er de så ultrakorte, at det er helt umuligt at få en ordentlig debat og synspunkter fra flere sider. Hvorfor ikke give dem lidt mere rum og tid, i stedet for de fjollerier, der efterhånden fylder mere og mere.  Værterne der står med pruttepuder, hatte og næser, diskuterer penis-længder i diverse lande, oppustelige dukker som skal klædes på til rekordtid, æble der skal skydes af Morten Resens hoved. Ja, jeg kunne blive ved”, skriver hun 26. marts.

Andre seere klager over, at der bliver vist ”dildoer og babser midt i morgenkaffen”.

Bandeord påtales

En frisk bemærkning fra en af ’Go’ morgen Danmarks’ værter om hærværket mod Jelling-stenene i februar gav over 100 henvendelser til seernes redaktør og TV 2, ligesom sagen var genstand for læserbreve i flere dagblade. De pågældende seere var forargede over såvel sprogbrug som det, de så som udtryk for lav moral fra TV 2s side.

”Jeg har netop set en bid af jeres morgen-tv - klokken er 7.15, og umiddelbart før vejrudsigten meddelte den kvindelige speaker, "at det ikke kunne bringe hendes pis i kog, at der var malet graffiti på Jelling-stenen". […]Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det er et udtryk for TV 2s officielle holdning til graffiti og ødelæggelse af nationale mindesmærker?”, spørger således en seer 18. februar.

TV 2s redaktører påtaler den slags smuttere, og programchef Keld Reinicke beklagede i februar i et læserbrev i Berlingske udtalelserne om Jelling-stenen, som han betegnede som ”på den forkerte side af dagligdags sprog”.

Jeg er enig med Keld Reinicke i, at det kan ske, at der en gang imellem ”ryger en finke af panden” i et direkte program af ’Go’ morgen Danmarks’ type, selv om seere også har klaget over udtryk som ”fucking pis”, ”ude at skide”, ”røven ud af bukserne” og lignende.

Letbenet kækhed

De morsomme indslag i ’Go’ morgen Danmark’ kan til gengæld ikke karakteriseres som ”smuttere”.

Det er planlagt på forhånd og således udtryk for et bevidst redaktionelt valg, når værterne i de såkaldt ”uformelle samtaler” laver sjov med et billede af en stærkt overvægtig kvinde – eller med Gaddafis påklædning på et tidspunkt, hvor den libyske leder opfordrede sine støtter til at gå ”fra hus til hus” for at gøre det af med oprørerne - for nu at nævne et par eksempler på den form for letbenet kækhed, som for nylig har ført til kritiske henvendelser fra seerne.

Den lette og muntre tone i studiet møder jævnligt kritik fra seere, som synes, at det tager overhånd.

”De hygger sig, har det rart, og griner og pjatter enormt meget. For meget. Det har de også lov til, men de glemmer, at os, der skal se på det, ikke altid kan følge med i det morsomme, selv om man har humoristisk sans,” skriver en seer således 25. marts.

”TV 2 fejrer sig selv. Det gør de hver eneste dag. Den tid, de brugte til at "drikke sig i hegnet", burde have været brugt til selvransagelse”, skriver en anden seer.

Bubber og geden

Serien ’Danmark ifølge Bubber’ fører også jævnligt til klager og kritik.  Et kommende program om dyresex har således ført til flere kritiske henvendelser fra seere, som ikke mener, at TV 2 bør give sendetid til den type emner.

”Nu må jeg sgu give jer min ærlige mening. Normalt sender I ganske OK programmer, men efter flere steder på nettet at være blevet præsenteret for jeres seneste indslag med Bubber, der interviewer en mand, der "har gang i en ged", DET er simpelthen over stregen, skriver en mand 21. marts.

Andre er bekymret for, at ”jeres program opmuntrer folk til at prøve denne sygelighed af”, som en seer skriver 24. marts.

Programmet opfordrer ikke til dyresex – men sætter tværtimod fokus på det forhold, at Danmark er et af de få lande i verden, hvor dyresex er lovligt. Det stiller Bubber sig undrende overfor, og han begiver sig ud på en rejse, hvor det er nemmere, end man lige forestiller sig, at finde mennesker i Danmark, der lejer deres dyr ud til sex.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at seerne klager, inden programmet er sendt. Det er tankevækkende, og jeg har flere gange observeret, at der har været klager over trailerne for ’Danmark ifølge Bubber’ – men til gengæld ikke ret mange utilfredse henvendelser, når programmerne er sendt.

Forskellen på ’Danmark ifølge Bubber’ og nogle af de kritiserede indslag i ’Go’ morgen Danmark’ er muligvis, at Bubbers seere føler, at han behandler emnerne på en ordentlig måde - til trods for den underholdende form.

Flere vitaminer

Efter min opfattelse er der ikke mange emner, der ikke kan behandles i en journalistisk form – heller ikke i et program som ’Go’ morgen Danmark’, selv om det er noget, man skal overveje hver gang. Og selvfølgelig skal der også være plads til lidt sjov – i passende doser.

Men det er ikke nok at vise sex-legetøj frem som i enhver anden præsentation af trendy produkter. Efter min mening er man nødt til at problematisere emnet journalistisk, hvis det skal være interessant ud over ”høhø”-niveauet.

Og når man interviewer ”Årets Side 9-pige”, skal man naturligvis udfordre hende journalistisk – ligesom man vil gøre med en hver anden gæst i studiet. Det er ikke nok med fnis og fjas og store billeder af ”Viktoria Wild”, som hun hedder, i halvbar figur på skærmvæggen i studiet.

Et syv minutters indslag kommer hurtigt til at føles meget langt, når spørgsmålene stort set alle sammen er af typen ”hvordan kom det i stand, at du blev Årets Side 9-pige”, ”er det ikke svært at stå nøgen foran hele Danmark” og ”skal pengene så bruges til større bryster”?

En del seere bryder sig ikke om udfordrende sprog og emner – især ikke i morgen-tv.

Min egen holdning er, at det må være muligt for TV 2s værter at udtrykke sig både nutidigt og levende uden brug af kraftudtryk.

Journalistisk mener jeg, at de fleste emner kan behandles – også i morgen-tv. Det afgørende er, hvordan man gør det.  Efter min opfattelse skal der flere vitaminer i gryden.

LARS BENNIKE, 04.04.2011

Du kan læse seernes redaktørs seneste beretning til TV 2s bestyrelse her.

``