Gammel nyhed som frisk skandale
TV 2 og seerne fik gammel hakkelse, da NYHEDERNE tirsdag den 7. juni kl. 22 ukritisk viderebragte en udtalelse fra Dansk Folkepartis Mogens Camre på en måde, så man måtte tro, at der var tale om en dugfrisk skandale. I virkeligheden var der tale om en mindst to år gammel interview-bid fra hollandsk tv, som Ekstra Bladets tidligere bagsideskribent Michael Jeppesen samme dag havde lagt på sin blog på internettet.
Det var noget af et brag, 22-NYHEDERNE havde støvet op 7. juni.
”Mogens Camre på hollandsk TV. Her priser han datidens tyske nazi-soldaters opførsel i en kritik af nutidens muslimer. Godaften - så er de sene nyheder i gang”, lød det med trompetfanfare i keystarten. Og i oplægget til indslaget hed det:
”Tyske soldater under besættelsen opførte sig bedre end muslimske unge i dag. Det siger Dansk Folkepartis Mogens Camre til hollandsk tv”.
To år gamle udtalelser
Glimrende historie – hvor det eneste problem er, at udtalelserne er minimum to år gamle. Der er altså tale om falsk præsens, når man taler i nutid. En seer, Finn Larsen, reagerede da også prompte med at kritisere TV 2 for at have ladet historien slippe igennem det redaktionelle filter.
”Efter at have set det pågældende klip endnu engang, må jeg konstatere at optagelsen er to år gammel(!) Nemlig optaget i 2009 på Mogens Camres EU-kontor”, skrev Finn Larsen, som mener, at man burde have undladt at bringe denne ”støvfyldte nyhed” - eller i det mindste have gjort opmærksom på, at optagelsen er mindst to år gammel.
Jeg er enig med Finn Larsen. Camre forlod EU-parlamentet i juli 2009, og han oplyser selv til undertegnede, at interviewet er optaget flere måneder før han tømte kontoret i Strasbourg.
Efter min opfattelse er det problematisk, at TV 2|NYHEDERNE serverer historien på en måde, så man som seer får det indtryk, at der er tale om dagsaktuelle udtalelser, når sandheden er en ganske anden.
Det ændrer selvfølgelig ikke på Camres udtalelser – de taler for sig selv. Men han spiller ikke længere den samme fremtrædende rolle i dansk politik, og derfor er det ikke uden relevans, hvornår og i hvilken sammenhæng udtalelserne er fremsat.
Ingen varedeklaration
Sagen er efter min opfattelse et skole-eksempel på, at man som journalist skal være varsom med at viderebringe materiale fra nettet, når man ikke kan kvalificere det på anden måde. Der er ingen varedeklaration - for nu at sige det som det er.
Interview-stumpen med Mogens Camre blev lagt på Youtube 14. april i år af den anonyme gruppe ”Plakking”, som har lagt adskillige klip med og om Dansk Folkeparti på nettet. Nogle af dem er efter alt at dømme autentiske – mens andre er tydeligt manipulerede.
To måneder senere fik klippet med Camre så nyt liv, da Ekstra Bladets tidligere bagsideskribent Michael Jeppesen 7. juni lagde det ud på sin blog. Derfra blev det lynhurtigt præsenteret som en spritny historie af Ekstra Bladet, BT, Jyllands-Posten og 22-Nyhederne.
”Nu har EB allerede planket historien, de er så dygtige”, skrev ”Pjevsen” på Jeppesens blog kort efter, at denne tirsdag havde offentliggjort linket og en kommentar.
Ingen tophistorie
Jeg synes, det er en farlig trafik at bruge løsrevne klip fra Youtube. Jeg ved, at redaktionen ikke kunne komme i kontakt med Nederland 2 og dermed få oplyst, i hvilken sammenhæng og hvornår udtalelserne var fremsat. Men man kunne da have spurgt Mogens Camre – når man nu ikke havde nogen oplysninger om materialet.
Redaktøren havde næppe lagt historien i toppen af 22-udsendelsen, hvis man havde vidst, at der var tale om gamle udtalelser. Måske havde man slet ikke bragt den.
Sagen har i mellemtiden fået sit eget liv i dagblade og på nettet – også på Jeppesens blog denfri.dk, hvor skribenten og kunstneren Uwe Max Jensen citerer historikeren Kim Møller fra Uriasposten for, at ”man ved der er noget helt galt med journalisternes væsentlighedskriterium, når et flere år gammelt Mogens Camre-interview pludselig fylder medierne”.
Det kan i øvrigt undre, at Mogens Camre ikke selv gjorde NYHEDERNEs medarbejder opmærksom på, at interviewet er af ældre dato. Men Camres veje er uransagelige – og det kan være svært at holde en pensioneret politiker i ro, når han øjner muligheden for en gratis tur i rampelyset.
Det lykkedes til fulde, og samtidig lykkedes det Jeppesen at få medierne – herunder også TV 2|NYHEDERNE - til at hoppe med på historien.
LARS BENNIKE 10.06.2011