Megafon-journalistik

Meningsmålinger har indtaget en betydelig plads i den politiske journalistik. Ikke blot i aviserne, men også her på TV 2, hvor den ene Megafon-måling efter den anden er med til at sætte den politiske og journalistiske dagsorden. Problemet er, når øjeblikkets folkestemninger bliver ophøjet til fuldgyldige sandheder. Rundspørger tolkes som endelige afgørelser – ofte på et usikkert grundlag.

Det seneste eksempel kom i TV 2|NYHEDERNE den 9. juni, hvor – som det hed i udsendelsen kl. 19 – ”en frisk måling fra Megafon viser, at 63 procent af danskerne er med på at reducere udgifterne til efterløn”.

Målingen viste, at der er tale om et markant skred siden januar, hvor kun 40 procent mente det samme. Samtidig viste den, at 45 procent af danskerne nu mener, at efterlønnen helt bør afskaffes. I januar var dette tal blot 31 procent.

En reportage i samme udsendelse fra en virksomhed i Kolding viste imidlertid, at ud af 14 medarbejdere på arbejde, var det kun tre, som ønskede at reducere eller afskaffe efterlønnen, mens de resterende 11 ville foretrække at arbejde mere, hvis det er det, der skal til for at sikre dansk økonomi.

De 14 medarbejdere er naturligvis ikke statistisk repræsentative. Alligevel understreger reportagen efter min opfattelse et af problemerne med meningsmålinger – de er ikke nødvendigvis udtryk for mere end en øjebliksstemning blandt et udsnit af vælgerne.

Når ens holdning forpligter, gør man sig måske andre overvejelser, end når man bliver ringet op af en anonym medarbejder fra et analyseinstitut. Og bordet fanger altså på en anden måde, når man bliver interviewet til tv – eller står i stemmeboksen.

Flere af medarbejderne på Team Produktion i Kolding var da også tydeligt i tvivl, og måtte tænke sig grundigt om, da de skulle udtale sig til kameraet.

Så langt så godt.

Ophøjet til sandhed

I NYHEDERNE kl. 22 var målingen ophøjet til sandhed, selv om der trods alt var lagt et beskedent forbehold ind, da værten i oplægget erklærede, at ”den helligste ko i dansk politik, efterlønnen, måske er på vej til slagteriet”.

Det forbehold var til gengæld forduftet, da beskæftigelsesminister Inger Støjberg i et direkte interview blev forhørt om sagen.

”Men Støjberg – danskerne er klar til, at der bliver ændret i efterlønnen. Hvorfor lytter I ikke til dem?”, hed det således, inden værten afsluttende satte trumf på:

”Sagen er, at danskerne vil også, Inger Støjberg. Du vil ikke. Tak fordi du var med”, lød den afsluttende salut fra den ellers normalt venlige vært.

Popularitetskonkurrencer

Problemet med meningsmålinger er, at de som hovedregel giver et forenklet billede af komplekse problemstillinger. Og målinger af vælgernes tilslutning til de enkelte partier ender ofte som rene popularitetskonkurrencer mellem topkandidaterne.

Et godt eksempel er valgkampen i 2005, hvor Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft kunne se tilslutningen svinde i de næsten daglige meningsmålinger. Det fik nærmest en selvforstærkende effekt. Noget tilsvarende gør sig gældende nu, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen kan se sin og regeringens popularitet styrtdykke i de jævnlige målinger.

Det politiske indhold bliver reduceret, så det ikke længere handler om, hvad politikerne mener om vigtige samfundsforhold, men snarere om hvorvidt de tager sig godt ud i medierne.

I en nylig Megafon-måling, om hvem vælgerne foretrækker som statsminister, blev respondenterne således spurgt, om de mente, at Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt er en bedre ”kommunikator” end Venstres Lars Løkke Rasmussen. Desuden skulle de adspurgte tage stilling til, om Helle Thorning-Schmidt ”er en bedre oppositionsleder i dag end hun var for 2 år siden” – men altså ikke et ord om, hvad de kan lide eller ikke lide ved hendes politik.

Tilsvarende målinger er lavet om andre toppolitikere.  

Pas på ”stemmeboks-effekten”

Efter min mening er meningsmålinger et udmærket værktøj i den journalistiske værktøjskasse. De kan sætte fokus på væsentlige samfundsproblemer, og som i eksemplet med efterlønnen være med til at gøre politikerne opmærksomme på, at der – måske – er et politisk skred på vej blandt vælgerne. De kan med andre ord være med til at gøre os klogere, hvilket er et vigtigt mål for journalistikken.

Men de skal bruges med omtanke, og det er nødvendigt at lægge forbehold ind, når man udlægger teksten.

Et glimrende eksempel på meningsmålingernes begrænsning kom – tilfældigt nok – også i NYHEDERNE 9. juni. Nemlig i forbindelse med valget i Holland, hvor højrepolitikeren Geert Wilders til overraskelse for især analyseinstitutterne stormede frem fra ni til 24 pladser i parlamentet i Haag.

Som NYHEDERNEs korrespondent Olav Christensen forklarede i udsendelsen kl. 22 er der tale om den velkendte ”stemmeboks-effekt”. Mange hollændere vil ikke indrømme offentligt, at de stemmer på Wilders, der er kendt for markante og efter manges opfattelse lidt yderligtgående holdninger.

”Men når de så kommer ind i stemmeboksen, så sætter de krydset ved Frihedspartiet, og det er derfor, at man ser den her forskel på meningsmålingerne og så det egentlige valgresultat”, fortalte Olav Christensen fra Haag.

Noget tilsvarende gør sig gældende herhjemme, hvor Dansk Folkeparti som regel klarer sig bedre ved valg til Folketinget end i meningsmålingerne forud for valget.

En uge før valget i november 2007 stod Dansk Folkeparti ifølge en Megafon-måling således kun til at høste 9,7 procent af stemmerne. Det endelige resultat lå med 13,8 procent betydeligt over målingen. Selv dagen før valget var det kun 12,4 procent af respondenterne, som fortalte Megafon, at de ville stemme på Pia Kjærsgaards parti.

I løbet af samme uge skrumpede det daværende Ny Alliance fra imponerende 6,8 procent i målingerne til kun 2,8 procent ved valget.

Megafon var et af de analyseinstitutter, som - samlet set - kom absolut tættest på det endelige valgresultat. Men det ændrer ikke ved, at der undervejs var store udsving i målingerne omkring de to partier.

Det er muligt, at lignende forhold gør sig gældende, når det handler om danskernes forhold til efterlønnen. Når vælgerne står i stemmeboksen overvejer de ikke kun, om de synes, at naboen skal have efterløn. De tænker også på sig selv, så jeg ville i hvert fald være forsigtig med at drage alt for bastante konklusioner ud fra en enkelt meningsmåling.