V-udspil truer kritisk journalistik
Venstre har vedtaget et medieoplæg, som - hvis det bliver gennemført – risikerer at stramme grebet om den kritiske journalistik i Danmark. Partiet ønsker blandt andet at give Pressenævnet øgede beføjelser, og samtidig skal TV 2 og DR i deres public service-kontrakter have indføjet et krav om færre påtaler i nævnet. Spørgsmålet er, om der så ikke samtidig skal indføres en ankeinstans for Pressenævnet?
Baggrunden for forslaget er de seneste års stigning i borgerjournalistik, selvproducerede film på Youtube, partnerskaber mellem dagbladsredaktioner og tv-stationer om dækningen af bestemte sager, ”og andre nyheder, der ryger direkte i avisen uden, at indholdet gennemgår et kvalitets og troværdigheds tjek. Ofte kan det være svært for medieforbrugeren at gennemskue, hvem afsenderen reelt er”.
”Vi har igennem det sidste årti oplevet, at medierne ukritisk har produceret historier, der har haft store personlige konsekvenser for de personer, som nyheden har omhandlet. Det kan være enkeltpersoner, men det kan også være virksomheder, interesseorganisationer, brancheforeninger eller lignende, der er blevet forfulgt af medierne på et ofte meget tyndt og til tider usandt grundlag”, hedder det i Venstres medieudspil.
På mange måder sympatiske tanker – det er kun de færreste, som vil mene, at medierne ikke skal være troværdige og have dokumentationen i orden. Problemet er, at man samtidig risikerer at tage kvælertag på den kritiske journalistik.
Styrke Pressenævnet
Ifølge oplægget vil Venstre ”styrke Pressenævnet som institution, herunder deres mulighed for at tage principielle sager op”. Desuden vil man ”arbejde for, at public service stationerne DR og TV2 får indført i deres public service kontrakt, at det er et selvstændigt mål, at antallet af sager, hvor der udtales kritik fra pressenævnet reduceres, så der ikke skabes tvivl omkring public service institutionernes troværdighed”.
Partiet vil desuden på baggrund af en enkelt sag (’Ringbo-sagen’ mod DR) følge op på Pressenævnets afgørelse omkring brug af skjult kamera og undersøge, om der er behov for lovændringer på det område, ”da de senere år har budt på en række eksempler på pressenævnssager, hvor borgere er blevet filmet med skjult kamera og hvor Pressenævnet har udtalt kritik”.
Endelig vil Venstre ”arbejde for, at den erstatning, som personer, virksomheder, organisationer, der uretmæssigt er blevet hængt ud i medierne står mål med den skade, de har forvoldt”, ligesom man vil ”arbejde for, at en berigtigelse i et medie i omfang og placering svarer til det indslag eller artikel, der har været bragt og fundet usand”.
Venstres udspil på medieområdet vakte ikke større opsigt, da det blev vedtaget for et par måneder siden, men perspektiverne er vidtgående, og jeg har derfor omtalt det i min seneste beretning til TV 2s bestyrelse. Beretningen kan læses her.
Varsomhed med skjult kamera
Min personlige holdning er, at skjult kamera er et af de mest vidtgående redskaber i den journalistiske værktøjskasse.
Skjulte optagelser vil ofte være erhvervet under falske forudsætninger af en ”muldvarp” eller lignende, og for de mennesker, som bliver udsat for skjult kamera, kan det være en særdeles ubehagelig oplevelse at blive vist i landsdækkende tv i bedste sendetid.
På det punkt deler jeg Venstres bekymring over skjult kamera som journalistisk metode.
De pågældende vil – uanset deres brøde – ofte sidde tilbage med en voldsom fornemmelse af tillidsbrud, så alene af den årsag er der god grund til Pressenævnets krav om, at den samfundsmæssige interesse klart skal overstige hensynet til de berørte, hvis metoden skal bruges. Desuden er det en betingelse i de presseetiske regler, at dokumentationen ikke kan skaffes på anden måde.
Problematisk V-forslag
Alligevel er der efter min opfattelse behov for at være på vagt over for Venstres forslag.
Venstre henviser til ’Ringbo-sagen’ fra 2008 som argument for at styrke Pressenævnets beføjelser, men DR fik jo netop kritik for brug af skjulte optagelser i denne sag. Selv om der var tale om samfundsmæssigt relevante oplysninger, kunne dokumentationen efter nævnets opfattelse være fremskaffet uden skjult kamera.
Pressenævnet fungerede altså helt efter bogen i denne sag, hvor man desuden fastslog, at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for overmedicinering af beboerne på bostedet.
Generelt er Pressenævnets praksis vedrørende skjulte optagelser særdeles restriktiv, hvilket der som nævnt kan være gode grunde til.
En tilsvarende sag mod TV 2 året forinden førte imidlertid ikke til kritik fra Pressenævnet, idet nævnet fandt, at ”den samfundsmæssige interesse i at belyse forholdene for udviklingshæmmede gjorde det berettiget at anvende skjulte optagelser”.
Sagen handlede om bostedet Sjælør, og klagerne fik lejlighed til at se optagelserne foretaget med skjult kamera inden offentliggørelsen, ligesom de blev tilbudt at fremkomme med deres eventuelle kommentarer i selve programmet, hvad de dog ikke ønskede, idet de valgte alene at kommentere visse kritikpunkter i forbindelse med gennemsynet.
”Under disse omstændigheder giver offentliggørelsen af optagelserne ikke anledning til kritik”, skrev Pressenævnet i forbindelse med kendelsen mod TV 2.
Én påtale til TV 2
Ud af fire sager ved Pressenævnet de seneste tre år om brug af skjult kamera fik TV 2 delvis kritik i ét tilfælde. Det var i sagen om programmet ’Operation X: De falske åndemagere’, hvor nævnet mente, at dokumentationen kunne være fremskaffet på anden vis.
Til gengæld var der ikke kritik af skjult kamera i ’Klamphuggerne’, hvor nævnet skønnede, at afsløringerne havde samfundsrelevans, og ikke kunne dokumenteres på anden vis. Programmet ’Operation X: Modellernes mareridt’ slap også for kritik, fordi nævnet fandt, at emnet var samfundsrelevant, og desuden havde TV 2 forsøgt at indhente en kommentar fra klageren, så reglerne var altså overholdt. Endelig undgik TV 2 som tidligere nævnt kritik for brug af skjult kamera i forbindelse med programmet ’Dags Datos’ indslag om bostedet Sjælør.
TV 2s meget omtalte program om bostedet Strandvænget i Nyborg i 2007 blev aldrig en sag for Pressenævnet, selv om dokumentationen byggede på skjulte optagelser. Personalet og ledelsen blev inden offentliggørelsen forelagt optagelserne, som de fik lejlighed til at kommentere – ganske som foreskrevet i de presseetiske regler. Jeg kan kun vanskeligt forestille mig, at nogen ville mene, at afdækningen af de kritisable forhold for de udviklingshæmmede på stedet ikke havde samfundsmæssig betydning.
Få sager
Efter min opfattelse er der grund til at fremhæve det forholdsvis lave antal sager mod de to danske public service-stationer. TV 2 har således de seneste tre år modtaget kritik/delvis kritik fra Pressenævnet i tre sager i 2007, tre sager i 2008 og tre sager i 2009. I 2009 blev TV 2 derudover pålagt genmæle i to sager. Det samlede antal klager var de tre år henholdsvis 15, 17 og 13 - vel at mærke i en periode, hvor TV 2 har udvidet dækningen med en 24 timers nyhedskanal.
Historisk har TV 2 ligget pænt i statistikken over påtaler fra Pressenævnet. En opgørelse over perioden 1992-2006, foretaget af journalist og cand. jur. Helle Nissen Kruuse i bogen ’Styring eller kontrol’, viste således, at 28 pct. af sagerne mod TV 2 ved Pressenævnet endte med at klager fik medhold, det vil sige enten kritik, delvis kritik eller genmæle – mod et landsgennemsnit på 32,5 pct. af det samlede antal klager. For DR var tallet i samme periode 26 pct.
Efter min vurdering vil det være vanskeligt at bringe tallet yderligere ned, hvis man stadig skal leve op til ånden i public service-kravene og bedrive opsøgende journalistik og søge at afdække kritisable forhold i samfundet.
Ankemulighed for pressen?
Det er i Venstres udspil uklart, om det er Pressenævnet, der skal have mulighed for at tilkende erstatning i klagesager mod medierne. Personligt kan jeg godt se en vis fornuft i, at Pressenævnet kan pålægge erstatninger i særligt grove sager.
En sådan beføjelse vil dog efter mit skøn kræve, at der samtidig oprettes en ankemulighed. Ikke alle Pressenævnets kendelser er lige velbegrundede, og hvis nævnet skal have øgede beføjelser, kan der være behov for, at parterne i en sag kan anke utilfredsstillende afgørelser til en højere retsinstans.
Efter min opfattelse havde det været oplagt at anke nævnets pinlige kendelse om ’Operation X: De pumpede kyllinger’, hvor TV 2 blev pålagt at give delvist genmæle for noget, som udtrykkeligt ikke var sagt i programmet.
Af kendelsen – som kan læses her – fremgik direkte, at ”det siges ikke i udsendelserne, at vandlagen i Rose Poultry A/S’ kyllingefileter – eller i andre dansk producerede kyllingefileter – indeholder svinehud eller svineprotein”.
Alligevel nåede tre ud af fire nævnsmedlemmer frem til, at Rose Poultry A/S skulle have genmæle – mod noget, der ikke var sagt på TV 2.
Juridisk set var det næppe en af Pressenævnets mest glorværdige kendelser, og hvis resultatet af Venstres medieudspil bliver, at politikerne øger nævnets beføjelser, må man tilsvarende forvente, at medierne vil kræve mulighed for at anke afgørelser til højere instans.
LARS BENNIKE, 31.03.2010